Selvstændige kan som regel kun trække deres rejseudgifter fra bopælen til arbejdsstedet fra som driftsudgifter op til det beløb, der svarer til afstandstillægget. Dette gælder dog kun, hvis de har en såkaldt driftssted i henhold til rejseomkostningsreglerne har. Den tyske forbundsfinansdomstol har i en ny dom præciseret, under hvilke betingelser et sådant driftssted overhovedet kan antages at foreligge hos selvstændige, og har i den forbindelse udtrykkeligt fraveget sin tidligere retspraksis.
Hvad handlede sagen om?
En sølodser havde indtægter fra selvstændig virksomhed. Hans lodsningsture begyndte for det meste ved en bestemt anløbsplads i hans lodsdistrikt. I nærheden havde han lejet en fast parkeringsplads, hvorfra han med en båd sejlede ud til de skibe, der skulle lodses. Ventetiden mellem opgaverne tilbragte han på en lodsestation, og på et andet sted udførte han to gange om måneden radartjeneste.
Skattekontoret ønskede kun at anerkende lodsens rejseudgifter i det beløb, der svarede til afstandstillægget, da det antog, at der var tale om et driftssted i henhold til indkomstskatteloven. Lotsen anlagde sag og fik medhold ved skatteretten. Den føderale skatteret (BFH) har nu bekræftet denne afgørelse i sin dom af 26. marts 2026 (sagsnummer VIII R 13/24).
Hvad er et driftssted i henhold til rejseomkostningslovgivningen?
I henhold til § 4, stk. 5, første sætning, nr. 6, i loven om indkomstskat er selvstændiges rejseudgifter til forretningsstedet begrænset til afstandspauschalen, dvs. 30 cent pr. kilometer for en enkeltrejse. Begrebet »driftssted« skal i denne sammenhæng forstås snævrere end f.eks. i erhvervsskatte- eller afgiftsretten.
BFH præciserer: Et sådant driftssted kræver en fast, permanent driftsanlæg, som den skattepligtige ikke blot besøger lejlighedsvis, men regelmæssigt og løbende. Det afgørende er, at der er tale om et stedbundet centrum der er tale om erhvervsmæssig virksomhed. Det er ikke tilstrækkeligt blot at udføre hjælpe- eller sideopgaver.
Hvorfor havde sølodsen ikke et fast driftssted?
BFH afviste, at der var tale om et fast driftssted for alle de pågældende steder. Den faste parkeringsplads tjente udelukkende til udførelse af en hjælpeopgave. I lodsstationerne udførte lodsen ligeledes kun sideopgaver eller ventede på at blive sat i tjeneste. De skibe, der skulle lodses, kan i sig selv ikke komme i betragtning som faste anlæg.
Også lodsområdet som sådan kan udelukkes. Her ændrer BFH udtrykkeligt sin hidtidige retspraksis: Tidligere havde den stadig betragtet lodsområdet som et såkaldt stor driftsenhed anerkendt. Han holder ikke længere fast ved dette, da den ændrede skattelovgivning om rejseudgifter fra 2013 tilstræber en principiel ligebehandling af lønmodtagere og selvstændige. For lønmodtagere kommer et vidtfavnende primært arbejdssted under sammenlignelige omstændigheder heller ikke på tale.
Hvad betyder det i praksis for selvstændige?
Dommen er især interessant for selvstændige, der ikke har et fast arbejdssted i traditionel forstand, og hvis virksomhed foregår på forskellige arbejdssteder. Hvis de ikke kan dokumentere et driftssted i skattemæssig forstand, må de opføre deres kørselsudgifter som driftsudgifter på grundlag af de faktisk tilbagelagte kilometer og til de fulde omkostninger. Også ekstra udgifter til forplejning er under visse forudsætninger fradragsberettigede.
Om ens egen situation kan sammenlignes med den afgørelse, der er truffet i den pågældende sag, afhænger af de konkrete omstændigheder. Det anbefales at søge skatterådgivning for at registrere kørselsudgifterne korrekt og undgå skattemæssige ulemper i forbindelse med skatterevisioner.
Kilde: Pressemeddelelser fra BFH
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.
