Selvstændige kan som udgangspunkt kun fradrage deres rejseudgifter til arbejdspladsen som driftsudgifter op til det faste afstandstillæg, hvis de tager til et fast forretningssted. Den tyske forbundsfinansdomstol har nu imidlertid i en vigtig dom præciseret, hvornår der overhovedet kan tales om et sådant fast forretningssted, og har dermed grundlæggende ændret sin hidtidige retspraksis vedrørende sølodser.
Hvad handlede sagen om?
En sølodse havde indtægter fra selvstændig virksomhed. Han kørte fra sin bolig i sin egen bil til en fast parkeringsplads i nærheden af en anløbsbro, sejlede derfra med en båd over til det skib, han skulle lodse, og tilbragte regelmæssigt ventetiden mellem opgaverne på en lodsestation. To dage om måneden udførte han desuden radartjeneste i en radarstation.
Søpiloten fradragede alle sine rejseudgifter fra boligen til arbejdsstederne samt ekstra udgifter til forplejning som driftsudgifter. Skattekontoret ønskede at begrænse rejseudgifterne til det betydeligt lavere afstandstillæg, da det gik ud fra, at der var tale om et fast driftssted.
Afgørelse: Intet fast driftssted, ingen nedsættelse
BFH gav sølotsen medhold og stadfæstede skatterettens dom. Hverken den faste parkeringsplads, lotstationerne eller de skibe, der skal ledes, udgør i skattemæssig forstand et driftssted.
Ifølge BFH er følgende betingelser absolut nødvendige for, at der kan tale om et driftssted i henhold til § 4, stk. 5, første sætning, nr. 6, i EStG:
- Der skal være tale om en fast, permanent driftsenhed.
- Den selvstændige skal ikke blot besøge dette sted lejlighedsvis, men regelmæssigt og vedvarende.
- Stedet skal være det fysiske centrum for den varigt etablerede virksomhed.
- Det er ikke tilstrækkeligt blot at udføre hjælpe- eller sideopgaver.
Da sagsøgeren hovedsageligt benyttede lodsstationerne til ventetid og sekundære opgaver, manglede det afgørende kendetegn: aktivitetscentrumet.
Afvigelse fra tidligere retspraksis
Det er især væsentligt, at BFH udtrykkeligt tager afstand fra sin tidligere praksis. Hidtil havde retten betragtet en sølots’ samlede lodsningsområde som et såkaldt vidtstrakt driftssted. Denne opfattelse gælder ikke længere efter reformen af skattelovgivningen om rejseudgifter fra 2013. Den ligebehandling af lønmodtagere og selvstændige med hensyn til rejseomkostninger, som man dengang tilstræbte, må efter domstolens opfattelse ikke føre til, at et vidtstrakt område generelt betragtes som et driftssted, hvis de lovmæssige forudsætninger herfor ikke er opfyldt.
Hvad betyder det for selvstændige?
Dommen har betydning langt ud over den konkrete sag om sølotsen. Selvstændige, hvis virksomhed ikke udøves på et fast, klart defineret sted, men som arbejder på skiftende arbejdssteder, kan under visse omstændigheder fradrage deres faktiske rejseomkostninger fuldt ud som driftsudgifter. Den gunstigere ordning med fuld refusion af rejseomkostninger i stedet for afstandstillægget kan i den forbindelse udgøre betydelige skattemæssige forskelle.
Om ens egen virksomhed opfylder betingelserne for at udgøre et fast driftssted, afhænger altid af de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde. Hvis man er i tvivl herom, bør man få situationen vurderet ud fra et skattemæssigt synspunkt.
BFH, dom af 23. juni 2026, sag nr. VIII R 13/24
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.
