En enkeltmandsvirksomhed, der udøver flere erhvervsmæssige aktiviteter, vil før eller senere stille sig selv spørgsmålet: Skal disse beskattes hver for sig eller samlet? Den tyske forbundsfinansdomstol (BFH) har i en nylig dom præciseret, hvilke kriterier der skal anvendes, når erhvervsskatten skal afgøre, om der er tale om én eller flere virksomheder, og har dermed ophævet den tidligere dom fra finansretten. Sagsnummeret er X R 8/23, dommen blev afsagt den 28. januar 2026 og offentliggjort den 16. juli 2026.
Sagen: To genvindingsvirksomheder under ét tag
En iværksætter drev en grossistvirksomhed med brugte materialer og restprodukter. På samme virksomhedsområde drev hans mor en skrothandel. Efter hendes død arvede han også denne virksomhed. Han bevarede den adskilte bogføring og de separate bankkonti, anvendte forskellige firmanavne og indsendte en separat erhvervsskatteangivelse for hver virksomhed.
Skattekontoret var af en anden opfattelse. Det betragtede begge aktiviteter som en samlet erhvervsvirksomhed og udstedte derfor kun én fælles afgørelse om erhvervsskat. Skatteretten bekræftede denne vurdering. Forbundsfinansdomstolen (BFH) henviste derimod sagen tilbage, da det faktuelle grundlag ikke var tilstrækkeligt til at træffe en endelig afgørelse.
Det juridiske spørgsmål: Er der tale om én virksomhed eller to?
Ifølge § 2, stk. 1, i loven om erhvervsskat knyttes erhvervsskatten til den enkelte virksomhed. Om en person driver én eller flere virksomheder, afhænger af to hovedfaktorer:
- Aktiviteterne er af samme art: Ved ensartede aktiviteter antager retspraksis, at der er tale om en samlet virksomhed. Denne formodning kan dog modbevises, hvis der ikke foreligger en saglig sammenhæng.
- Forskellige aktiviteter: Her gælder det modsatte. Mangfoldigheden taler i princippet for flere virksomheder. En samlet virksomhed er dog mulig, hvis der foreligger en tilstrækkelig økonomisk, organisatorisk og finansiel sammenhæng.
BFH understreger i den forbindelse en trinvis model: Jo mere forskellige aktiviteterne er, desto stærkere skal den saglige sammenhæng være, for at man stadig kan tale om en samlet virksomhed.
Hvad der tæller som sammenhæng
Der foreligger en økonomisk sammenhæng, når de to aktiviteter understøtter og supplerer hinanden. En organisatorisk sammenhæng kan skyldes fælles lokaler, fælles medarbejdere eller fælles indkøb. Fælles konti, en samlet resultatopgørelse eller udligning af tab mellem de forskellige områder taler for en finansiel sammenhæng.
Særlige forhold ved arvefald
BFH præciserer, at selv en virksomhed, der er erhvervet ved arv, ikke automatisk medfører en sammenlægning. Virksomhedsejerens subjektive vilje til at holde virksomhederne adskilt er ikke i sig selv tilstrækkelig. Det afgørende er, om adskillelsen var objektivt genkendelig og faktisk blev gennemført. Samtidig må man dog heller ikke se bort fra, at der før moderens død eksisterede to selvstændige virksomheder. Mangler der efter overdragelsen enhver genkendelig ændring, kan dette tale for, at der fortsat er tale om to virksomheder.
Hvad betyder det for iværksættere?
Hvis man driver flere virksomheder og ønsker at holde dem adskilt skattemæssigt, bør man ikke nøjes med at gennemføre adskillelsen på papiret. Separat regnskabsføring er et vigtigt tegn, men er ikke i sig selv afgørende. Det afhænger af den faktiske tilrettelæggelse i hverdagen: Hvem står for indkøbene, hvem er kunderne, er der fælles medarbejdere eller driftsmidler? Alle disse spørgsmål skal kunne besvares konkret. I tvivlstilfælde anbefales det at søge skatterådgivning, inden skattemyndighederne beslutter at sammenlægge virksomhederne.
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.
