Den, der overdrager en fast ejendom til en person, der samtidig har en livslang boligret, udøver dermed ikke udlejning i skattemæssig forstand. Dette har skatteretten i Hamborg præciseret i sin dom af 26. februar 2026 og afvist at anerkende sagsøgerens betydelige tab fra udlejning og forpagtning (sagsnr. 3 K 136/23).
Hvad var der sket?
I 2004 modtog sagsøgeren et tofamilieshus som led i en forhåndsfordeling af arven. Samtidig blev der i tingbogen indført en livslang boligret i henhold til § 1093 i BGB for hans mor til alle rum i huset. En boligret betyder, at den berettigede person må benytte bygningen uden at skulle betale leje for det. Dette blev udtrykkeligt fastsat i den oprindelige overdragelsesaftale.
Omkring et år senere indgik mor og søn alligevel en lejeaftale, hvor moren forpligtede sig til at betale husleje. Til gengæld påtog sønnen sig de løbende udgifter til ejendommen. På baggrund af denne aftale angav han i de efterfølgende år indtægter fra udlejning og forpagtning i sin selvangivelse.
Efter moderens død i 2017 lod sagsøgeren ejendommen gennemgå en omfattende sanering og renovering. I december 2018 udlejede han lejligheden på øverste etage til en ven i præcis en måned. Allerede i august 2019 overdrog han ejendommen uden vederlag til sin myndige søn.
Striden om stridsåret 2018
For året 2018 gjorde sagsøgeren gældende, at han havde betydelige negative indtægter fra udlejning og forpagtning, dvs. tab, som han ønskede at modregne i andre indtægtskilder. Skattekontoret afviste at tage hensyn hertil. Begrundelsen var, at der ikke forelå en seriøs hensigt om at udleje ejendommen på lang sigt. Både indsigelsen og retssagen blev afvist.
Retten kan ikke se, at der foreligger en hensigt om udlejning
Skatteretten i Hamborg stadfæstede skattemyndighedernes opfattelse. For at tab fra udlejning og forpagtning kan anerkendes skattemæssigt, er det afgørende, at den skattepligtige har til hensigt at opnå indtægtsoverskud på lang sigt. Dette var ikke tilfældet her af flere årsager.
- Moderens mangeårige brug af boligen var baseret på en tinglig boligret, ikke på et egentligt lejeforhold. Den lejekontrakt, der blev indgået efterfølgende, ændrede ikke noget herved i skattemæssig henseende.
- Den planlagte omlægning til møbleret korttidsudlejning ville have været en ny, selvstændig anvendelsesform, hvor udlejningshensigten skulle have været dokumenteret separat.
- Den engangsudlejning til en ven var ikke tilstrækkeligt bevis.
- Der var slet ingen seriøse bestræbelser på at udleje ejendommen, såsom annoncer eller aftaler med ejendomsmæglere.
- Den hurtige og vederlagsfri overdragelse af huset til sønnen kort efter de påberåbte udgifter talte imod, at der var tale om en indtægtsgenerering på lang sigt.
Hvad betyder det for ejere?
Dommen er endelig. Der blev ikke givet tilladelse til appel. For ejendomsejere illustrerer sagen en typisk risiko: Den, der ønsker at fradrage renoveringsomkostninger skattemæssigt som erhvervsudgifter i forbindelse med lejeindtægter, skal på en troværdig måde godtgøre, at der faktisk er tale om en lejeaftale indgået med henblik på langvarig udlejning. En formelt indgået lejekontrakt eller en kortvarig prøveudlejning er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Den, der i en lignende situation ønsker at fradrage udgifter skattemæssigt, bør i god tid søge juridisk og skattemæssig rådgivning.
Kilde: Haufe: Skat
Denne artikel er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.