En retssag, der har stået på siden 2019 mellem en jobsøgende og en privatbank i Berlin, er nu blevet afgjort af Forbundsdomstolen ved en principiel dom. Resultatet er entydigt: Den, der på grund af en fejl i databehandlingen mister kontrollen over sine personoplysninger, kan kræve erstatning for ikke-økonomisk skade i henhold til den generelle forordning om databeskyttelse. Dette gælder også, selvom den faktiske skade forekommer forholdsvis ubetydelig.
Hvad var der sket?
Sagsøgeren havde søgt stilling hos en privatbank i Berlin og i den forbindelse angivet et lønønske. Banken anså dette for at være for højt og ønskede at afvise ansøgeren via platformen Xing og fremsætte et lavere lønforslag. På grund af en simpel administrativ fejl endte denne besked imidlertid ikke hos ansøgeren selv, men hos en af hans tidligere kolleger. Denne videresendte ganske vist beskeden, men skaden var allerede sket: En tredjepart havde fået at vide, at sagsøgeren havde søgt job andetsteds og var blevet afvist på grund af sine lønforventninger.
Ansøgeren krævede herefter af banken en erklæring om afståelse med trussel om bøde, fuldstændige oplysninger om behandlingen af hans data samt erstatning for ikke-økonomisk skade på mindst 2.500 euro.
EU-Domstolen og Forbundsdomstolen styrker de berørte parters rettigheder
Da den retlige situation ikke var entydig, forelagde Forbundsdomstolen (BGH) i første omgang spørgsmålet for Den Europæiske Unions Domstol om, hvorvidt en sådan sag overhovedet kan begrunde et erstatningskrav i henhold til artikel 82 i GDPR. EU-Domstolen bekræftede dette udtrykkeligt. For at der foreligger en ikke-økonomisk skade i henhold til GDPR er det således tilstrækkeligt, at den fejlagtige databehandling udløser negative følelser hos den registrerede, f.eks. følelsen af, at uautoriserede personer har fået indsigt i personlige oplysninger.
På baggrund af denne udtalelse fra EU-Domstolen har Forbundsdomstolen nu afsagt en principiel dom til fordel for sagsøgeren. Anvendelsesområdet for GDPR er gældende, fordi den ved en fejl videresendte besked indeholdt personoplysninger fra den igangværende ansøgningsproces. BGH anså det som en særlig skærpende omstændighed, at oplysningerne netop var havnet hos en tidligere kollega. Sagsøgeren havde følt sig blottet over for en person, han havde tillid til, på grund af sine afviste lønforventninger, hvilket klart svarer til en ikke-økonomisk skade.
Forbundsdomstolen har endnu ikke truffet afgørelse om det konkrete erstatningsbeløb. I henhold til § 287 i retsplejeloven (ZPO) har den henvist denne vurdering til den kompetente højere landsret som den ret, der skal træffe afgørelse i sagen.
Intet krav om påbud i henhold til GDPR
På ét punkt fik sagsøgeren dog ikke medhold. Forbundsdomstolen (BGH) afviste kravet om forbud. GDPR selv indeholder ikke et sådant krav. Et krav om forbud baseret på en analog anvendelse af §§ 1004, 823 i BGB blev afvist, da der efter afslutningen af ansøgningsproceduren ikke længere var risiko for gentagelse. Det er i den forbindelse interessant, at BGH principielt anerkendte artikel 6 i GDPR som en beskyttelseslov i henhold til BGB og anser et krav om forbud for muligt i andre sammenhænge.
Hvad betyder det for virksomhederne og de berørte?
Dommen viser, at selv tilsyneladende mindre datalækager kan have betydelige juridiske konsekvenser. Virksomheder bør omhyggeligt organisere deres interne procedurer for digital kommunikation for at undgå utilsigtede videresendelser. For de berørte parter betyder afgørelsen, at tab af kontrol over egne data i sig selv kan begrunde et krav om erstatning, uden at der skal påvises et konkret økonomisk tab.
Hvis man mener at være berørt af en lignende overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, bør man søge juridisk rådgivning for at få vurderet sine egne krav.
Forbundsdomstolen (BGH), dom af 23. juni 2026, sag nr. VI ZR 97/22
Kilde: Haufe: Jura
Denne artikel er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.