De, der har modtaget en endelig afgørelse i forbindelse med Corona-genopretningsstøtten og er blevet pålagt at tilbagebetale beløbet, kan ånde lettet op: Forvaltningsretten i Düsseldorf har med dom af 9. juli 2026 (sagsnr. 9 K 9788/24) ophævet en sådan endelig afgørelse og pålagt myndigheden at træffe en ny afgørelse. Afgørelsen har stor praktisk betydning for alle, der er berørt af endelige afregninger af coronastøtten.
Sagen: En selvstændig erhvervsdrivende skal tilbagebetale 7.500 euro
En konsulent inden for arbejdsmiljøledelse havde i oktober 2021 ansøgt om genstartsstøtte for første halvår af 2021 og fået bevilget 7.500 euro. År senere, i forbindelse med den endelige afregning, krævede distriktsregeringen hele beløbet tilbage. Begrundelse: Ansøgeren havde ikke udøvet sin selvstændige virksomhed som sin såkaldte hovedbeskæftigelse. Hendes indkomstskatteopgørelse for 2019 viste, at hendes indtægter fra selvstændig virksomhed kun udgjorde omkring 39 procent af de samlede indtægter og dermed lå under den afgørende grænse på 51 procent.
Den pågældende havde imidlertid påpeget, at hun først havde oprettet sin egen virksomhed i 2018 og i 2019 stadig modtog et opstartsstipendium. Hendes virksomhed kom først rigtigt i gang fra fjerde kvartal 2019.
Myndigheden burde have undersøgt sagen nærmere
Retten ophævede ikke den endelige afgørelse, fordi kravet om tilbagebetaling i princippet ville være uberettiget. Det afgørende var et andet punkt: Myndigheden havde i sin afgørelse kun taget hele året 2019 i betragtning og havde dermed ikke undersøgt, om ansøgeren faktisk havde udøvet sin selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse i januar eller februar 2020. Netop dette ville imidlertid have været muligt som en alternativ dokumentationsperiode i henhold til støtteretningslinjerne.
Retten understreger: Hvis en ansøger fremlægger konkrete oplysninger, der kunne tyde på en anden vurdering, er myndigheden forpligtet til af egen drift at undersøge disse. Den må ikke blot træffe afgørelse på grundlag af den første og bedste datakilde og derved ignorere oplagte alternativer. Dette princip om den såkaldte embedsmæssige undersøgelse gælder også, selvom modtagere af tilskud generelt har en øget pligt til at medvirke.
Et vigtigt side spørgsmål: Hvornår anses en afgørelse for at være forkyndt?
Retten skulle desuden afgøre et proceduremæssigt spørgsmål. Den endelige afgørelse var blevet gjort tilgængelig via et onlineportal. Myndigheden gik ud fra, at den dermed automatisk blev betragtet som meddelt. Ansøgeren havde imidlertid først taget den til efterretning betydeligt senere, fordi hun i første omgang ikke kunne logge ind på sin brugerkonto.
Retten fastslog: En sådan formodning om automatisk meddelelse forudsætter brugerens udtrykkelige samtykke. Den, der blot har erklæret, at vedkommende ønsker at modtage afgørelser via e‑mail, har dermed endnu ikke givet sit samtykke til, at vedkommende selv aktivt skal logge ind på et portal og downloade dokumenter. Klagfristen begyndte derfor først at løbe fra det tidspunkt, hvor vedkommende faktisk blev bekendt med afgørelsen. Klagen var dermed indgivet rettidigt.
Hvad betyder det for de berørte?
Afgørelsen indeholder to praktiske budskaber. For det første: Den, der har modtaget en endelig afgørelse med krav om tilbagebetaling og mener, at myndigheden ikke har taget hensyn til formildende omstændigheder, bør få dette undersøgt grundigt. For det andet: Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en klagefrist virkelig er udløbet, fordi en afgørelse er blevet stillet til rådighed via et digitalt portal, bør man søge juridisk rådgivning. Spørgsmålet om gyldig bekendtgørelse kan være afgørende for, om en klage får medhold eller afvises.
Dommen er endnu ikke endelig. Hvis man har spørgsmål vedrørende sin egen endelige afregning, anbefales det at søge rådgivning hos en skatterådgiver eller advokat i det konkrete tilfælde.
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.