Den, der er udpeget som arving i en arveaftale, kan under visse forudsætninger efter testatorens død kræve tilbagebetaling af gaver, som testatoren har givet til tredjemand i sin levetid. Forbundsdomstolen har nu præciseret, at denne ret også gælder, selvom arveladeren i arveaftalen havde forbeholdt sig en tilbagetrædelsesret, men aldrig har udøvet denne. Dommen blev afsagt den 8. juli 2026 (sagsnummer: IV ZR 256/25).
Hvad handlede striden om?
En testator havde allerede i 1969 indgået en arveaftale med sin hustru. I denne aftale udpegede ægtefællerne hinanden som forarvinger og deres to fælles børn som efterarvinger. I et tillæg fra 2015 aftalte ægteparret desuden, at den længstlevende ægtefælle, i afvigelse fra arveaftalen, måtte fordele den fælles arv mellem børnene. Derudover forbeholdt begge sig retten til når som helst at træde tilbage fra arveaftalen.
I sin levetid overdrog afdøde to grunde til sin datter og udbetalte penge til hende, idet hun handlede på hans vegne i kraft af en fuldmagt, hun havde fået. Efter arveladerens død frasagde hustruen arven. Begge børn påtog sig arven. Sønnen anlagde derefter sag med påstand om udlevering af en halv andel i fælles ejerskabet af grundene samt om tilbagebetaling af halvdelen af betalingerne, da han anså sig for at være blevet forfordelt som følge af gaverne.
Det afgørende juridiske spørgsmål
Appelretten i Nürnberg havde afvist sagsanlægget. Begrundelsen var, at da afdøde havde forbeholdt sig retten til at træde tilbage fra arveaftalen, kunne sønnen ikke regne med faktisk at blive arving. En sådan beskyttelse af tilliden er imidlertid en forudsætning for at kunne kræve gaver tilbage efter dødsfaldet.
Forbundsdomstolen var af en anden opfattelse. Så længe en testator ikke rent faktisk udøver sin ret til at træde tilbage, er han fortsat bundet af arveaftalen. Den i aftalen udpegede arving kan derfor fortsat regne med at modtage arven. Ville det være anderledes, kunne en testator skænke hele sin formue bort i levende live og dermed gøre arveaftalens bindende virkning økonomisk meningsløs, uden nogensinde formelt at træde tilbage fra aftalen. Den i aftalen udpegede arving ville derved blive væsentligt stillet dårligere, uden overhovedet at have fået kendskab til skænkningerne.
Hvad betyder det i praksis?
Kernen i afgørelsen er den såkaldte krav om tilbagelevering, som den kontraktmæssige arving har i henhold til § 2287, stk. 1, i den tyske civillovbog. Dette krav finder anvendelse, hvis afdøde har foretaget gaver med den hensigt at stille den kontraktmæssige arving ringere. Forbundsdomstolen har præciseret, at en blot forbeholdt, men aldrig udnyttet fortrydelsesret ikke udelukker dette krav.
For privatpersoner, der har indgået en arveaftale, er dette en vigtig præcisering. Især i sammenblandede familier eller situationer, hvor en forælder i sin levetid favoriserer enkelte børn, kan dette krav have stor betydning. Retssagen blev henvist tilbage til Oberlandesgericht Nürnberg, som nu skal undersøge, om de øvrige betingelser for kravet om udlevering er opfyldt i den konkrete sag.
- En arveaftale er bindende for testator, så længe han ikke har trukket sig fra den
- Gaver, der gives i levende live, kan under visse omstændigheder kræves tilbagebetalt efter døden
- Et forbehold om tilbagetræden, der ikke er gjort gældende, ændrer ikke på dette
- Betingelsen er fortsat, at gaven skal være foretaget med den hensigt at skade den kontraktmæssige arving
Den, der befinder sig i en lignende situation, dvs. som kontraktarving muligvis er blevet stillet ringere som følge af afdødes gaver, bør søge juridisk rådgivning. Kravene og betingelserne herfor skal vurderes i det enkelte tilfælde.
Denne artikel er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.