Den tyske forbundsfinansdomstol (BFH) har i en dom af 16. april 2026 fastslået, at et vikarbureau ikke må fratrække indgående moms fra fakturaer, hvis et fast gebyr i virkeligheden ikke bygger på en reel ydelse. Sagsnummeret er V R 1/25, offentliggjort den 13. august 2026.
Hvad handlede sagen om?
Et vikarbureau (sagsøgeren) udlejde arbejdskraft til et aktieselskab (AG), hvor de udlejede medarbejdere arbejdede i selskabets kantiner. I henhold til en tillægsaftale til vikarudlejningsaftalen havde det udlejede personale ret til at benytte AG’s kantiner på samme fordelagtige vilkår som AG’s egne medarbejdere.
For denne adgang til kantinen fakturerede AG vikarvirksomheden et fast beløb pr. medarbejder og arbejdsdag, angivet med åben momsopgørelse. I det omfang vikarvirksomheden fratrak den deraf følgende indgående moms i sin momsangivelse, virkede det umiddelbart logisk. Det særlige ved denne ordning var imidlertid, at vikarbureauet straks fakturerede nøjagtig det samme beløb tilbage til AG som en del af det samlede vederlag for udlejningen af personale.
Skattevæsenet afviste fradrag for indgående moms ved flere skatterevisioner for årene 2010 til 2017. Skatteretten gav i første omgang medhold i klagen. Den føderale skatteret (BFH) ophævede imidlertid denne dom og gav skattemyndighederne medhold.
BFH’s begrundelse
BFH præciserede: Et fradrag for indgående moms forudsætter, at der faktisk er leveret en ydelse. Det er ikke tilstrækkeligt, at der foreligger en faktura med angivelse af moms. Momsen skal også reelt være lovmæssigt skyldig for en leveret ydelse.
I det konkrete tilfælde var der ifølge BFH ikke tale om en egentlig udveksling af ydelser mellem AG og vikarbureauet. Årsagen: Set ud fra en samlet økonomisk vurdering af alle kontrakterne skulle AG alene afholde kantineomkostningerne. Det faste beløb blev ganske vist først faktureret til vikarbureauet, men blev derefter straks refunderet i samme beløb. Vikarbureauet fungerede i denne sammenhæng blot som et mellemled i forbindelse med en intern omkostningsfordeling i AG.
En ydelse fra sagsøgeren til sine egne medarbejdere kunne ligeledes udelukkes, da selskabet direkte og uafhængigt indrømmede de udlånte medarbejdere retten til at benytte kantinen til nedsat pris.
Yderligere konsekvens: Uretmæssig angivelse af skat
Da AG’s fakturaer til vikarbureauet ikke svarede til en faktisk ydelse, gælder det samme omvendt også for vikarbureauets tilbageførselsfakturaer til AG. Vikarbureauet angav her moms, selvom der ikke var tale om nogen ydelse. Konsekvensen er, at vikarvirksomheden alligevel skylder denne moms i henhold til bestemmelserne om uberettiget angivelse af moms (§ 14c, stk. 2, i momsloven), men ikke samtidig kan fratrække den som indgående moms.
Hvad betyder det i praksis?
Dommen viser, hvor farlige kontraktmæssige konstruktioner kan være, hvor omkostningerne formelt set viderefaktureres, men hvor der økonomisk set ikke finder nogen reel ydelsesstrøm sted. Især i forbindelse med vikaransættelseskontrakter med tillægsaftaler er det værd at foretage en nøje momsrevisering af den samlede struktur. Virksomheder, der anvender lignende konstruktioner, bør lade deres kontrakter og den skattemæssige behandling gennemgå omhyggeligt.
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.