En arbejdsgiver kan ikke uden en forståelig grund blot fratage sine medarbejdere muligheden for at arbejde hjemmefra og påbyde dem at vende tilbage til kontoret på permanent basis. Dette har Arbejdsretten i Düsseldorf præciseret i en nylig dom (sagsnummer endnu ikke endeligt offentliggjort, afgørelse 2025/2026).
Sagen: IT-medarbejder mister sine hjemmearbejdsdage
En IT-specialist havde været ansat i virksomheden siden 2014 og arbejdede i årevis hjemmefra om mandagen og fredagen. Det svarede til to ud af fem arbejdsdage om ugen. I sommeren 2025 opstod der problemer i afdelingen: Hans overordnede blev syg, mens han selv var på ferie. Herefter henvendte kollegerne sig til den øverste leder, som konstaterede påståede mangler i projektplanlægningen og kommunikationen. Et vigtigt IT-projekt var blevet forsinket.
Den overordnedes reaktion var en instruks via e‑mail: Medarbejderen skulle fremover møde op på kontoret hver dag. Senere fik han dog lov til fortsat at arbejde hjemmefra om fredagen. Medarbejderen accepterede ikke dette og anlagde sag.
Der er ingen ret til hjemmearbejde, der kan håndhæves
Retten undersøgte først, om arbejdstageren overhovedet havde en ret til de hidtidige hjemmearbejdsdage. Konklusionen var entydig: Nej. Hverken ansættelseskontrakten, en fast praksis i virksomheden eller en bindende generel tilsagn fra arbejdsgiveren gav grundlag for en sådan ret.
Afgørende var i den forbindelse ordlyden i virksomhedens interne regler for hjemmearbejde. Her stod der udtrykkeligt, at arbejde uden for virksomheden var et Privilegiumog kræver forudgående skriftlig godkendelse fra den overordnede. Retten anså dette ikke for et bindende løfte om ydelse, men derimod for en frivillig fordel, der var betinget af godkendelse. Heller ikke den omstændighed, at medarbejderen havde arbejdet hjemmefra i årevis, var tilstrækkelig til at udlede en varig ret heraf.
Vejledningen var alligevel ugyldig
Selvom medarbejderen altså ikke havde ret til at arbejde hjemmefra, lykkedes det ikke arbejdsgiveren at gennemtvinge sin instruks om fuld tilstedeværelse på kontoret. Her kommer det såkaldte LedelsesretArbejdsgiverens rolle: I henhold til § 106 i erhvervsloven kan en arbejdsgiver som udgangspunkt bestemme arbejdsstedet. Denne anvisning skal dog efter eget skønsvarer hertil, dvs. være objektivt begrundet og rimelig.
Det var netop her, arbejdsgiveren fejlede. Han kunne ikke redegøre for, hvorfor den pålagte tilstedeværelse på kontoret konkret ville forbedre projektresultaterne, kommunikationen eller samarbejdet i teamet. Retten vurderede derfor instruksen ikke som en saglig foranstaltning til forbedring af arbejdsgangene, men snarere som en form for straf over for medarbejderen.
Hvad betyder det for arbejdstagere og arbejdsgivere?
Dommen påpeger en vigtig grænse:
- Arbejdstagere kan ikke alene udlede en varig ret ud fra den faktiske praksis med hjemmearbejde, hvis ordningen i virksomheden er betinget af godkendelse.
- Arbejdsgivere må ganske vist begrænse eller ophæve muligheden for hjemmearbejde, men kun hvis der foreligger en forståelig og objektiv begrundelse. En generel påbud om at vende tilbage til arbejdspladsen uden konkret begrundelse er ikke tilstrækkeligt.
- Formuleringer i interne retningslinjer, der betegner hjemmearbejde som et privilegium og kræver godkendelse fra den overordnede, beskytter arbejdsgivere mod uønskede retskrav.
Arbejdstagere, der modtager en sådan instruks, eller arbejdsgivere, der ønsker at udarbejde retningslinjer for hjemmearbejde, bør nøje gennemgå den konkrete udformning af de interne aftaler. I konkrete tilfælde anbefales det at søge rådgivning om arbejdsret.
Kilde: Haufe: Personale
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.