Den, der skal forsvare sig i en straffesag, spørger sig ofte, om de påløbne advokatomkostninger er fradragsberettigede. En nylig dom fra skatteretten i Niedersachsen giver et overraskende klart svar på dette spørgsmål, i hvert fald i de tilfælde, hvor der i sidste ende udelukkende idømmes en fængselsstraf.
Sagens baggrund: Økonomidirektør for retten
En økonomidirektør i en koncern var involveret i et system, hvor der blev unddraget moms ved hjælp af falske fakturaer og sort arbejde. Landsretten dømte ham i ti tilfælde af skatteunddragelse til en samlet betinget fængselsstraf på to år. Der blev ikke idømt en bøde, og udbyttet fra forbrydelsen blev ikke konfiskeret.
Manden havde udgifter på 50.000 euro til sit forsvar i straffesagen. Hans arbejdsgiver overførte dette beløb direkte til forsvarsadvokaten på grundlag af en låneaftale. I sin selvangivelse for 2021 gjorde sagsøgeren krav på udgifterne som efterfølgende erhvervsudgifter i forbindelse med sin ansættelse.
Skattekontoret afviste fradraget
Skattevæsenet afviste fradraget af flere årsager. Det betvivlede, at sagsøgeren rent økonomisk faktisk havde afholdt udgifterne, da der ikke forelå dokumentation for tilbagebetaling af lånet. Desuden mente myndigheden, at der var tale om en privat medvirkende årsag i form af såkaldte kickback-betalinger, som sagsøgeren havde modtaget. Og endelig henviste skattemyndighederne til det skattemæssige fradragsforbud i henhold til § 12, stk. 4, i indkomstskatteloven, som siden 2019 også er blevet udvidet til at omfatte udgifter, der er forbundet med tilsvarende sanktioner.
Skatteretten traf en anden afgørelse
Finansretten i Niedersachsen gav sagsøgeren medhold i sin dom af 14. juli 2026 (sagsnummer 13 K 108/25). Retten anerkendte indledningsvis, at udgifterne til strafferetlig forsvar var erhvervsmæssigt begrundede, da anklagerne direkte udsprang af sagsøgerens erhvervsmæssige virksomhed. Arbejdsgiverens betaling via en låneaftale udgjorde blot en såkaldt forkortet betalingsvej og var ikke til hinder for fradraget. Om lånet senere faktisk blev tilbagebetalt, var uden betydning for det pågældende skatteår.
Det afgørende punkt var imidlertid spørgsmålet om forbuddet mod fradrag. Retten præciserede: Forbuddet mod fradrag i henhold til § 12, stk. 4, i EStG vedrører i sin udvidede udgave udgifter, der er forbundet med en bøde eller en anden af de der nævnte sanktioner. I den foreliggende sag blev der imidlertid udelukkende idømt en frihedsstraf, som ikke er nævnt i denne bestemmelse.
Retten afviste at udvide forbuddet til at omfatte hele straffesagen. Den påpegede, at forsvarsomkostninger i så fald konsekvent heller ikke ville være fradragsberettigede efter en frifindelse, hvilket ville stride mod det skatteretlige princip om beskatning efter økonomisk formåen.
Sagen er under behandling ved BFH
Sagen er dermed ikke afsluttet. Skatteretten har udtrykkeligt tilladt appel til Forbundsskatteretten, og denne er også blevet indgivet. Sagen verserer ved Forbundsskatteretten under sagsnummer VI R 10/26. Det er endnu uvist, hvordan de øverste skatteretlige dommere vil vurdere rækkevidden af fradragsforbuddet i forbindelse med frihedsstraffe.
Hvis man befinder sig i en lignende situation og ønsker at fradrage udgifter til strafferetlig forsvar i skat, bør man sammen med en skatterådgiver eller et specialiseret advokatfirma undersøge, om betingelserne er opfyldt i det konkrete tilfælde.
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.