Når et jobcenter eller en anden udbyder af sociale ydelser indbringer en sag om børnetilskud til en person, der er berettiget til ydelsen, opstår der et praktisk spørgsmål: Hvilken skatteret har lokal kompetence? Det tyske forbundsskatteret (BFH) har behandlet dette spørgsmål i en nylig afgørelse og dermed lukket et vigtigt hul i procesretten.
Hvad handlede sagen om?
En mor, der er statsborger i et tredjeland – lad os kalde hende M – bor i Sachsen og har siden november 2016 modtaget ydelser i henhold til SGB II fra et jobcenter, der har hjemsted i en anden by. Den kompetente familiekasse ZKGS afviste en ansøgning om børnepenge med virkning fra januar 2021. Jobcentret, som i henhold til § 5, stk. 2, i SGB II kan gøre kravet gældende i eget navn på vegne af den børnetilskudsberettigede, anlagde sag ved det sachsiske finansret.
Denne anså sig for ikke at være kompetent og henviste sagen til skatteretten i delstaten Sachsen-Anhalt, i hvis retskreds familiekassen ZKGS har sit hjemsted. Skatteretten i Sachsen-Anhalt erklærede sig på sin side også for ikke at være kompetent. Da to domstole samtidig anså sig for ikke at være kompetente, henvendte skatteretten i Sachsen-Anhalt sig til Forbundsfinansdomstolen (BFH) med henblik på, at denne skulle fastlægge, hvilken domstol der var kompetent.
Hvad siger lovgivningen?
I sager om børnetilskud gælder som udgangspunkt følgende: Den skatteret, i hvis distrikt sagsøgeren har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, er kompetent (§ 38, stk. 2a, 1. punktum, i loven om skatteret, FGO). Denne regel henvender sig ifølge ordlyden til fysiske personer. Et jobcenter som myndighed har imidlertid ikke en bopæl, men et myndighedssæde. Bestemmelsen finder derfor ikke umiddelbart anvendelse.
BFH lukker lovhullet ved analogi
BFH fastslog, at der her foreligger et såkaldt utilsigtet lovgivningsmæssigt tomrum. Da lovgiveren fastsatte kompetencereglen, havde han udelukkende det typiske tilfælde for øje, hvor en fysisk person selv anlægger sag. Det atypiske tilfælde, hvor en socialydelsesudbyder gør kravet gældende i eget navn på vegne af den børnebidragsberettigede, har han ganske enkelt ikke taget højde for.
Løsningen er: § 38, stk. 2a, første sætning, i FGO skal anvendes tilsvarende. Det betyder, at den lokale kompetence afhænger af bopælen for den person, hvis ret til børnebidrag er genstand for tvisten, altså i M’s tilfælde af vedkommendes bopæl i Sachsen. Ifølge BFH talte flere grunde for dette:
- Den person, der har ret til børnebidrag, skal inddrages i sagen som nødvendig medinddraget part og har dermed egne procesrettigheder, herunder retten til at deltage i den mundtlige forhandling.
- En domstol tæt på bopælen imødekommer de berørte parters interesser.
- Organisatoriske omstruktureringer i familiekasserne, såsom samlingen af visse sager hos ZKGS for hele Tyskland, må ikke føre til, at en enkelt finansdomstol bliver overbelastet med sager fra hele forbundsområdet.
- Risikoen for modstridende afgørelser mindskes, når en domstol træffer afgørelse både om den berettigedes søgsmål og om jobcentrets søgsmål.
Resultat: Bindende virkning trods fejl
Selvom Forbundsfinansdomstolen (BFH) anså den sachsiske finansdomstols henvisning til finansdomstolen i Sachsen-Anhalt for at være fejlagtig, forblev denne henvisningsafgørelses bindende virkning uændret. En henvisningsafgørelse er nemlig som udgangspunkt bindende for den modtagende domstol, så længe den ikke er åbenbart vilkårlig. Det var ikke tilfældet her. Det betyder derfor, at skatteretten i Sachsen-Anhalt er kompetent.
For klienter, der modtager sociale ydelser, og hvis krav på børnetilskud forfølges retligt af jobcentret, betyder denne dom en klarere regel for fremtiden: Retten på den pågældendes bopælssted har kompetence. I tvivlstilfælde anbefales det at søge rådgivning hos en advokat eller en skatterådgiver i god tid.
BFH, kendelse af 17. juli 2026, sagsnummer III S 15/26
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.