Den, der handler med optioner på børsen, kan komme i et skattemæssigt dilemma: Gevinster fra optionspræmier beskattes, mens de økonomisk sammenhængende tab fra aktiesalg ikke må modregnes skattemæssigt. Skatteretten i Baden-Württemberg har nu fastslået, at staten i et sådant tilfælde kan være forpligtet til at begrænse skattebyrden af rimelighedshensyn, hvis den berørte persons eksistensminimum ellers ikke opfyldes.
Hvad var der sket?
Et ægtepar drev i årene 2006 og 2007 såkaldte optionsforretninger. I den forbindelse solgte sagsøgerne aktieoptioner og modtog præmier herfor. Når køberne udnyttede deres option, var sagsøgerne nødt til at købe de pågældende aktier til en høj pris på børsen for at opfylde deres leveringsforpligtelse. Dette medførte betydelige tab ved salg af aktier: omkring 300.000 euro i 2006 og næsten 850.000 euro i 2007.
Skattemæssigt blev præmieindtægterne beskattet som øvrige indtægter i henhold til § 22, nr. 3, i EStG. Tabene fra aktiesalget blev derimod betragtet som private afhændelsestransaktioner i henhold til § 23 i den tyske indkomstskattelov (EStG). På grund af det lovmæssige adskillelsesprincip var det forbudt at modregne de to beløb i hinanden. Skattevæsenet afviste en ansøgning om en afvigende skattefastsættelse af rimelighedshensyn.
Det subjektive nettoprincip som grænse for beskatningen
Skatteretten i Baden-Württemberg så anderledes på sagen, i det mindste på et væsentligt punkt. Den bekræftede ganske vist indledningsvis, at det lovmæssige forbud mod udligning af underskud som sådan ikke er urimeligt. Lovgiveren havde med denne bestemmelse specifikt ønsket at forhindre skattebesparelsesmodeller, og en generøs rimelighedsforanstaltning ville undergrave dette mål.
Alligevel pålagde retten skattemyndighederne at træffe en ny afgørelse, fordi det såkaldte subjektive nettoprincip var blevet krænket. Dette princip har forfatningsmæssig status og fastslår, at den skattepligtige hvert år skal have en skattefri del af sin indkomst, der svarer til det beløb, han har brug for til sit og sin families nødvendige leveomkostninger. En beskatning, der ligger under dette eksistensminimum, er forfatningsstridig, selvom den bygger på en formelt korrekt lov.
Retten fastsatte i den forbindelse en årlig betragtningsom grundlag. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til senere udligningsår. Beskyttelsen af eksistensminimummet skal sikres for hvert enkelt skatteår. For 2006 må den samlede skattebyrde bestående af indkomstskat, solidaritetsbidrag og kirkeskat derfor ikke overstige 293.865 euro, og for 2007 må den ikke overstige 474.748 euro.
Skattevæsenets skøn reduceret til nul
Den juridiske konsekvens er interessant: Retten anså det for at være en såkaldt Begrænsning af skønsbeføjelsen til nul. Det betyder, at skattemyndighederne ikke længere har noget spillerum i deres afgørelse med hensyn til, om de vil begrænse skattebyrden. De skal indrømme en delvis fritagelse. Myndighederne kan dog selv vælge, hvilken af de lovmæssigt fastsatte foranstaltninger i henhold til § 163 i skatteloven de vil anvende for at nedsætte skattebyrden til det tilladte niveau.
Hvad betyder det for de berørte?
Dommen viser, at selv skattebeslutninger, der er i overensstemmelse med loven, kan korrigeres, hvis de krænker eksistensminimummet. Den, der gennemfører komplekse kapitalmarkedstransaktioner og havner i skattemæssige tabssituationer, bør få undersøgt, om der er grundlag for at indgive en ansøgning om rimelighedsvurdering. Proceduren er krævende og forudsætter en nøjagtig beregning af den faktiske økonomiske formåen.
Dommen blev afsagt i anden instans. Sagsnummeret er 2 K 827/23, Skatteretten i Baden-Württemberg, dom af 17. juli 2025.
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.