Virksomhedsejere, der har obligationer i driftsformuen, støder jævnligt på et emne, der i praksis ofte fører til fejl: behandlingen af renteforudbetalinger. Hvis obligationer ikke købes eller sælges præcis på rentebetalingsdagen, opstår der særlige afgrænsningsspørgsmål, som er klart reguleret i handels- og skatteretten, men som ofte håndteres forkert i regnskabet.
Hvad er egentlig rente på delperioder?
Obligationer udbetaler som regel renter én gang om året på en fastsat dato, den såkaldte kupondato. Hvis et selskab køber en obligation mellem to af disse datoer, har sælgeren allerede opbygget en rentefordring for perioden siden den sidste rentebetaling, selvom pengene endnu ikke er blevet overført. Dette påløbne beløb kaldes løbende renter og betales af køberen ud over den egentlige kursværdi.
Almindelig fejl: Bogføring af renter pr. dag som anskaffelsesomkostninger
I mange regnskaber indregnes rentesatser fejlagtigt i obligationens anskaffelsesomkostninger. Det er imidlertid forkert. I henhold til handelsretten fastsætter § 253 og § 255 i den tyske handelslov (HGB), at anskaffelsesomkostningerne kun må omfatte det, der betales som modydelse for selve aktivet. Renteforudbetalinger udgør imidlertid ikke en modydelse for obligationerne, men for en allerede opstået rentekrav hos sælgeren.
Derfor skal de løbende renter ved købet aktiveres som en selvstændig fordring, for eksempel på kontoen »Renteafgrænsning«. Obligationens kursværdi og de løbende renter bogføres således separat.
Skatteretten følger denne behandling i henhold til princippet om regnskabets afgørende karakter i § 5, stk. 1, i EStG, således at handelsbalancen og skattebalancen stemmer overens på dette punkt.
Et konkret eksempel illustrerer bogføringen
Et GmbH køber den 1. april en obligation med en pålydende værdi på 100.000 euro. Den årlige rente er 4 procent, kuponbetalingsdatoen er den 1. juli, og børskursen ligger på 101 procent.
- Obligationens kursværdi: 101.000 euro
- Renter for ni måneder (juli til april): 3.000 euro
- Samlet beløb: 104.000 euro
Der bogføres: Værdipapirer 101.000 euro og periodiserede renter 3.000 euro til banken 104.000 euro.
Når den fulde årlige rente på 4.000 euro indgår den 1. juli, nedskrives den aktiverede rentefordring med 3.000 euro. Kun de resterende 1.000 euro, der vedrører den egne besiddelsesperiode fra april til juli, udgør en reel renteindtægt for det løbende år.
Husk at afgrænse renter pr. balancedag
Ud over kravet om periodiserede renter ved købet skal virksomhederne på balancedagen kontrollere, om der er renter, der allerede er påløbet, men endnu ikke forfaldne, og som skal indregnes i den relevante regnskabsperiode. I eksemplet ville det pr. 31. december være yderligere seks måneder, altså 2.000 euro. Dette beløb aktiveres som en fordring og bogføres samtidig som renteindtægt.
Den samlede renteindtægt i eksempelåret, der er korrekt i henhold til handels- og skatteretten, udgør dermed 3.000 euro, bestående af 1.000 euro i andel for besiddelsesperioden og 2.000 euro i afgrænsning ved årets udgang.
Hvad betyder det i praksis?
Virksomheder med virksomhedsejede værdipapirdepoter bør sikre sig, at deres regnskab konsekvent adskiller kursværdien og renteprocenten. Også den løbende renteafgrænsning pr. balanceafslutningsdato overses ofte i praksis, selvom den er uundværlig for en korrekt beregning af resultatet. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt disse krav er implementeret korrekt i regnskabet, bør man få dette kontrolleret i forbindelse med en skatterådgivning.
Kilde: Haufe: Skat
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.