Den, der unddrager sig skat, må regne med, at skattemyndighederne stadig kan udstede skattebeslutninger, selv flere år senere. Denne mulighed er dog tidsbegrænset. Den tyske forbundsfinansdomstol (BFH) har i en afgørelse af 19. maj 2026 præciseret, at skatteefterforskningen ikke længere kan forlænge den såkaldte fastsættelsesfrist, hvis den først påbegynder efterforskningen efter fristens udløb (sagsnr.: VIII R 17/24).
Hvad går fastsættelsesfristen ud på?
Skattevæsenet kan kun fastsætte skat inden for bestemte frister eller ændre den efterfølgende. Som regel gælder der en frist på fire år. Hvis der er tale om skatteunddragelse, forlænges denne frist til ti år. Når disse frister er udløbet, må skattemyndighederne i princippet ikke længere udstede skattebeslutninger. Man taler da om forældelse af fastsættelsen.
Skatteloven (AO) indeholder imidlertid såkaldte forældelsesudsættelser: Under visse omstændigheder udsættes forældelsesfristen, dvs. den standses. En af disse udsættelser træder i kraft, når skatteefterforskningen påbegynder undersøgelsen af beskatningsgrundlaget (§ 171, stk. 5, sætning 1, AO). Netop denne udsættelse var omstridt i den foreliggende sag.
De konkrete omstændigheder
Et ægtepar havde i 2001 undladt at angive betydelige kapitalindtægter fra schweiziske bankkonti i deres selvangivelse. Begge ægtefæller afgik ved døden i henholdsvis 2003 og 2005. Arvingerne, herunder den senere sagsøger, vidste senest fra juli 2006, at disse indtægter ikke var blevet angivet. En berigtigelseserklæring, som arvingerne i henhold til § 153 AO var forpligtet til at afgive, indgav de imidlertid først i september 2012.
Ifølge BFH udløb den tiårige forældelsesfrist for det omstridte år 2001 ved udgangen af den 31. december 2012. Da skatteefterforskningen indledte en efterforskning i september 2012, og skattemyndighederne udstedte en ændret skattebeslutning i november 2017, var fristen allerede udløbet.
BFH’s afgørelse
Skattekontoret argumenterede for, at forældelsesfristen som følge af skatteundersøgelsen (§ 171, stk. 5, første punktum, AO) kunne kombineres med forældelsesfristen på grund af den stadig gældende forældelsesfrist for strafferetlig forfølgning (§ 171, stk. 7, AO), således at afgørelsen stadig var gyldig.
BFH afviste denne argumentation. For at forældelsesfristen skal suspenderes som følge af en skatteefterforskning, forudsætter det, at efterforskningen inden udløbet af den almindelige, uhindrede fastsættelsesfrist når vedkommende påbegynder sit arbejde. Er denne frist allerede udløbet, nytter det heller ikke længere, at der samtidig foreligger en anden forældelseshindring. En kombination af forældelseshindringerne på den måde, som skattemyndighederne ønsker, er udelukket. BFH bekræftede dermed sin hidtidige retspraksis og afviste skattemyndighedernes appel.
Hvad betyder det for de berørte?
Denne dom er vigtig for arvinger, der eventuelt har arvet ufuldstændige selvangivelser fra deres retlige forgængere. Den viser: På den ene side kan arvinger også begå egne skattesvig, hvis de ikke rettidigt korrigerer kendte fejl. På den anden side beskytter forældelsesfristen for fastsættelse af skat også arvinger mod, at skattemyndighederne kan kræve yderligere skat indbetalt uden tidsbegrænsning.
En arving, der får kendskab til en afdødes uopgivne indtægter, bør tage forpligtelsen til at foretage en korrektion i henhold til § 153 i skatteloven (AO) samt de dermed forbundne frister og risici alvorligt. I konkrete tilfælde anbefales det at søge skatteretlig rådgivning i god tid for at undgå både skattemæssige og strafferetlige konsekvenser.
Kilde: BFH-afgørelser
Denne artikel er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.
