Hvis man udlejer en lejlighed til en fordelagtig pris til et familiemedlem, ønsker man ofte alligevel at drage skattemæssig fordel af det. Indkomstskatteloven giver udtrykkeligt mulighed for dette, men knytter det fulde fradrag for udgifter i forbindelse med indtægtsopnåelse til en vigtig betingelse: Den aftalte leje skal udgøre mindst 66 procent af den lokale markedsleje. Hvad der i denne sammenhæng gælder som sammenligningsgrundlag, har Forbundsfinansdomstolen fastlagt på bindende vis.
Den faste leje er ikke tilstrækkelig som målestok
I praksis har mange udlejere i lang tid brugt den basale leje som sammenligningsgrundlag. Også skattemyndighederne benyttede sig i første omgang af dette tal, når de skulle vurdere, om den aftalte leje overskred 66-procent-grænsen. Den tyske forbundsfinansdomstol har i en principiel dom klart afvist denne opfattelse.
I den foreliggende sag (BFH, dom af 10. maj 2016, IX R 44/15) udlejede et ægtepar en lejlighed til sagsøgerens mor. Skattekontoret tog udelukkende udgangspunkt i den basale leje og fastslog, at denne kun udgjorde ca. 62 procent af den lokale basale leje. Herefter nedsatte det de påberåbte udgifter til erhvervsudøvelse forholdsmæssigt. Udlejerne gjorde indsigelse og argumenterede for, at 66-procent-grænsen var overholdt, når de faktisk betalte driftsomkostninger medregnes. Skatteretten i Düsseldorf afviste klagen. BFH gav imidlertid udlejerne medhold.
Den lokale standardleje inklusive varme er den lovmæssige målestok
BFH præciserede: Det afgørende er ikke den faste leje, men den lokale sædvanlige leje inklusive varme. Denne består af den lokale sædvanlige faste leje ifølge lejeindekset og de omkostninger, der kan fordeles i henhold til forordningen om driftsomkostninger. Det er i strid med loven udelukkende at tage udgangspunkt i den faste leje. Retsgrundlaget er § 21, stk. 2, i indkomstskatteloven.
For udlejere betyder det: Den, der opkræver alle driftsomkostningerne fra lejeren, forbedrer sin udgangsposition betydeligt. De faktisk betalte driftsomkostninger øger den aftalte husleje inklusive varme og dermed afkastkvoten, dvs. forholdet mellem den faktiske husleje og den lokale sammenligningshusleje.
Sådan beregnes lønandelen
- Trin 1:Den lokale standardleje fastsættes på grundlag af lejeindekset. Hvis der er et interval i lejeindekset, må den laveste værdi anvendes, hvilket er til fordel for udlejeren.
- Trin 2:Læg de omfordelbare driftsomkostninger i henhold til driftsomkostningsforordningen sammen. Resultatet er den lokale standardleje inklusive varme.
- Trin 3:Sæt den faktisk aftalte leje inklusive udgifter (leje eksklusive udgifter plus den aftalte fordeling af driftsomkostninger) i forhold til den lokale markedsleje inklusive udgifter.
- Resultat:Hvis andelen udgør mindst 66 procent, kan udgifterne til erhvervsudøvelse fradrages fuldt ud.
Hvad sker der, hvis grænsen på 66 procent ikke nås?
Hvis den aftalte leje ligger under tærskelværdien, opdeler skattelovgivningen udlejningen i en del mod vederlag og en del uden vederlag. Udgifter i forbindelse med udlejningen, såsom renter, afskrivninger eller renoveringsudgifter, medregnes herefter kun forholdsmæssigt. Skattefradrag for tab fra udlejning og forpagtning er i dette tilfælde betydeligt begrænset.
Hvad det betyder for udlejere
Hvis man udlejer en lejlighed til forældre, børn eller andre nære slægtninge til en nedsat leje, bør man omhyggeligt beregne lejehøjden ud fra den lokale markedsleje inklusive varme. En leje uden udgifter, der i sig selv ligger lidt under 66-procent-grænsen, kan ved fuld fordeling af driftsomkostningerne bringes tilbage over tærskelværdien. I konkrete tilfælde anbefales det at søge skatterådgivning for korrekt at tage højde for beregningsgrundlaget og den konkrete lejeindeks.
Kilde: Haufe: Ejendomme
Dette indlæg og billedet til artiklen er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.