Virksomheder med hjemsted i Storbritannien eller Schweiz, der leverer digitale tjenesteydelser til kunder i EU, skal sætte sig ind i et særligt område af momsreglerne. Reglerne er komplekse, men de følger en klar grundlæggende logik.
Hvad betragtes som en elektronisk tjenesteydelse?
Elektroniske tjenesteydelser i henhold til lovgivningen om moms er tjenesteydelser, der leveres automatiseret via internettet, og som ikke ville være mulige uden informationsteknologi. Herunder hører blandt andet:
- Software-downloads og cloud-applikationer
- Webhosting og online lagerplads
- Streamingtjenester, download af musik og e‑bøger
- Apps, onlinespil og automatiseret adgang til databaser
- Fjernvedligeholdelse af IT-systemer
Vigtigt: Ikke alle tjenester, der leveres online, falder ind under denne kategori. Et seminar, der afholdes live, eller en individuel rådgivning via videokonference betragtes som regel ikke som en elektronisk tjenesteydelse, da der i disse tilfælde kræves en betydelig menneskelig indsats.
Hvor finder ydelsen sted?
Det afgørende spørgsmål er: Hvem er modtageren af ydelsen?
Tjenester til virksomheder (B2B):Ydelsesstedet er det sted, hvor modtageren driver sin virksomhed. For en tysk virksomhedsejer, der køber cloud-software fra Schweiz, betyder det, at ydelsen anses for at være leveret i Tyskland. I sådanne tilfælde finder den såkaldte reverse-charge-ordning anvendelse. Den leverende virksomhed udsteder en faktura uden moms, og modtageren skal selv betale momsen til sit skattevæsen.
Tjenester til privatpersoner (B2C):Her gælder princippet om bestemmelseslandet. Ydelsesstedet er der, hvor kunden bor. En britisk virksomhed, der sælger musikdownloads til privatpersoner i Tyskland, skal derfor betale tysk moms.
Bevis og dokumentation
Dette medfører konkrete forpligtelser for virksomheder fra tredjelande. Ved B2B-ydelser bør kundens status som erhvervsdrivende dokumenteres, hvilket inden for EU normalt sker via momsnummeret. Mangler denne dokumentation, kan reverse-charge-ordningen ikke anvendes.
Ved leverancer til privatpersoner skal kundens bopæl dokumenteres. I praksis kombineres flere forskellige dokumenter til dette formål, f.eks. fakturaadresse, bankoplysninger eller IP-adresse.
Proceduren for OSS-virksomheder uden for EU som en forenkling
Virksomheder fra tredjelande, der leverer digitale tjenester til privatpersoner i forskellige EU-lande, står over for et problem: Uden en særlig ordning ville de være nødt til at lade sig registrere med henblik på moms i hver enkelt berørt medlemsstat. Non-Union One-Stop-Shop-proceduren (Non-EU-OSS) løser dette problem. Den muliggør en central registrering i et enkelt EU-land, for eksempel hos det tyske Bundeszentralamt für Steuern, og indgivelse af en samlet angivelse for alle EU-omsætninger.
Indberetningerne skal indsendes kvartalsvis, og det skal ske senest ved udgangen af den måned, der følger efter kvartalets afslutning. Selv hvis der ikke er opnået nogen omsætning i et kvartal, skal der indsendes en såkaldt nulindberetning inden for fristen.
Hvad betyder det i praksis?
For kunder, der køber digitale produkter eller softwaretjenester fra udlandet, er dette emne af umiddelbar relevans. De skal undersøge, om de selv skal indbetale moms via reverse charge-ordningen. Virksomheder, der leverer digitale tjenester til kunder i andre EU-lande, bør altid afklare leveringsstedet, inden fakturaen udstedes. Individuelle spørgsmål vedrørende den korrekte håndtering af sådanne situationer bør drøftes med en skatterådgiver.
Kilde: Haufe: Skat
Denne artikel er udarbejdet med hjælp fra kunstig intelligens og redaktionelt gennemgået.